Den lille mark

Søndergården

Vores drøm er endelig ved at komme i opfyldelse. Vi har købt en gård med tilhørende 22.000 m2 jord. På ejendommen har vi vores hus fra 1800-tallet med en tilbygning, vi har også fået en stor, utæt lade fra 1928 og et udhus/værksted som blev tilføjet for omkring 25 år siden. Vi har med i købet, hele to 10 meter dybe brønde, en stor nedgravet og opmuret tank bag ved laden, en mindesten for en falden soldat, kæmpemæssige træer, en masse brombærkrat og skrammel rundt omkring, samt dyr på loftet.
En stor drøm. Vi kommer aldrig til at kede os igen.

Drømmen har været i brygning siden vi mødte hinanden for snart 9 år siden. Drømmen om at være delvist selvforsynende og at have vores eget sted, hvor vi kan prøve os frem med forskellige afgrøder og teknikker.

Selv går jeg meget op i æstetik og planlægning – det gør min mand egentlig også, men han er virkelig god til at udføre alt det praktiske, og at få ting sat i værks. Og så arbejder han utrolig hurtigt. Sammen vil vi tage tingene et skridt ad gangen. Vi har jo som sådan ikke noget vi skal nå andet end at dyrke vores jord og vores hjem.

Jorden ligger på grænsen af Dybbøl skanserne i Sønderjylland og har lagt jord til de Slesvigske krige i 1800-tallet. Den er fordelt over to marker, en lille og en stor, samt lidt plads rundt om bygningerne, en gårdsplads og vores have.

Grundet beliggenheden er ejendommen bevaringsværdig. Dette kan både være en god og en dårlig ting. En god ting, da vi har mulighed for at søge om støtte til at bevare ejendommen. En dårlig ting, da vi skal søge om tilladelse til at lave det meste vi har drømt om – og kan risikere at få et afslag.
Vi besluttede os for at købe ejendommen, selvom risikoen var der. Vi tror på vores drøm og er sikker på at den vil komme ejendommen tilgode.

Drømmene er store og der er masser af plads til at udleve dem på. Vi er så småt begyndt at rydde områderne bag ved værkstedet og laden, hvor vi blandt brombærkrat og en masse skrammel tilfældigvis fandt en kæmpemæssig opmuret tank. Vi har planer om at bygge det første drivhus i haven. Anders fandt en masse ruder billigt på nettet som er blevet skåret til og så har han lavet trærammer i bindingsværk.

Den lille mark, som ligger i forlængelse af vores have er vi også begyndt at rydde. Den har lagt prima betingelser for en masse krat som tidsler og gråbynke som min mand kan få nogle sjove timer til at gå med buskrydderen. Her drømmer vi om at anlægge en æbleplantage med bistande og høns. Hvor dyr og planter kan få lov at gå i symbiose med hinanden. Det er der dog nogle år til og for nu vil vi bruge en del af denne mark til at dyrke vores grøntsager på. For enden af marken er vi gået i gang med at opsætte et kvashegn for at lukke den af og til glæde for naturen.

På nuværende tidspunkt er den store mark udlejet til en bonde som dyrker på den. Med tiden ønsker vi at tage den store mark i brug og dyrke en masse grøntsager på den.

Den store lade har vi såmænd også planer med. Den skal ligge hus til vores gårdbutik. Ja og så leger vi lidt med en drøm om at have en café derinde i forlængelse af butikken med tiden. I forlængelse af caféen vil vi lave et mikrobryggeri hvor vi kan, traditionerne tro, lave vores egen gårdsøl. Bag ved laden er der et hyggeligt område, som er helt oplagt til at anlægge små hyggekroge og loungeområder, hvor man bare kan slappe af og nyde det hele.

Vi vil glæde os til at dele vores projekter på Søndergården med dig og naturligvis opskrifter som inspiration til at anvende vores afgrøder til at lave Mad i Sæson.